Nu kommer mere af fjernvarmen i Løsning fra Dakas produktion

Nu kommer mere af fjernvarmen i Løsning fra Dakas produktion

16. december 2019

Nu kommer mere af fjernvarmen i Løsning fra Dakas produktion

Fra foråret 2020 vil størstedelen af varmen hjemme hos fjernvarmebrugerne i Løsning komme fra overskudsvarme fra foderproduktion. En ny aftale med den lokale fabrik Daka kommer både fjernvarmebrugeren, Daka og klimaet til gode.

Når fjernvarmebrugerne i Løsning fremover tænder for radiatoren eller den varme hane, vil det meste af varmen komme fra foderproduktion. Løsning Fjernvarme har nemlig indgået en aftale med den lokale virksomhed Daka om at overtage langt mere af overskuddet af den varme, fabrikken producerer. Uden aftalen ville varmen i stedet gå til spilde i atmosfæren.

Dækker to tredjedel af årsforbrug
I sommermånederne vil Daka kunne dække hele behovet for varme og varmt vand til de over 1000 forbrugere hos Løsning Fjernvarme. Og når det næste gang bliver vinter, kan overskudsvarmen fra fabrikken levere mere end halvdelen af den varme, der er brug for.

En ny og langt mere effektiv rørledning fra fabrikken til værket er netop taget i brug. Samtidig har Løsning Fjernvarme etableret en ny lagertank til 1200 kubikmeter varmt vand, der kan bruges i weekenden, når produktionen ligger stille hos Daka.

Dertil kommer, at Daka går i gang med at installere en ny varmeveksler, der kan dække op mod 2/3 af værkets årsforbrug, når den tages i brug i det tidlige forår. Resten sørger flisfyret for.

Direkte forsyning i over 40 år
Allerede i 1978 etablerede Løsning Fjernvarme forsyningsledningen til Daka, der den gang hed Østjyden. Dengang var der ikke specielt fokus på CO2-udledning, drivhusgasser og klimaneutralitet. Da handlede det mere om penge.

”Det betaler sig både for forbrugerne, for fabrikken og for klimaet, at overskudsvarmen bliver sendt ind til Løsning Fjernvarme. Vi regner med at kunne udbygge samarbejdet endnu mere i årene fremover,” siger Esben Iversen, driftsleder hos Løsning Fjernvarme.

Samme synspunkt har Dakas fabrikchef i Løsning Morten Englund:

”Med den teknik, vi bruger nu, er temperaturen på dampen, der slipper ud fra vores produktion, høj nok til opvarme koldt vand til fjernvarmevand. På lidt længere sigt ser vi muligheder for at etablere en varmepumpe. Den vil kunne tage varme også ud af vores kølevand og lave det om til fjernvarme. Hvis det lykkes, vil vi være tæt på at kunne levere al den fjernvarme, der skal bruges i Løsning, i hvert fald med det nuværende antal forbrugere,” siger Morten Englund.

”Men allerede nu kan vi få mere ud af overskudsvarmen, fordi den nye rørledning er både større og bedre isoleret end den gamle”, tilføjer driftsleder Esben Iversen.

Et godt lokalt samarbejde
Daka - med efternavnet Sarval - har i hele koncernen en ambition om at gøre virksomhedens aktiviteter så bæredygtige som muligt.

”Derfor er vi glade for det tætte samarbejde med fjernvarmeværket i Løsning, som giver os mulighed for at bidrage med billig og miljøvenlig varme til borgerne i lokalområdet,” siger Morten Englund og tilføjer, at fabrikken arbejder målrettet på at nedbringe energiforbruget og dermed CO2-belastningen fra anlægget med en tredjedel over de kommende fem år.

__________

Om Daka
Daka modtager biprodukter fra de danske slagterier og fremstiller kød- og benmel, som indgår som protein i f.eks. kæledyrsfoder og foderfedt til landbruget. Det er overskuddet af varmen fra produktionen, der bliver genbrugt hjemme hos fjernvarmebrugerne i Løsning.

//