Din pris på fjernvarme falder for andet år i træk

Din pris på fjernvarme falder for andet år i træk

5. januar 2026

Din pris på fjernvarme falder for andet år i træk

Løsning Fjernvarme nedsætter prisen på en megawatttime (MWh) med 30 kr. pr. 1. januar 2026. En megawatttime koster fra årsskiftet 650 kr. eksklusive moms. 

På bestyrelsesmødet d. 16. december 2025 blev det besluttet at nedsætte prisen igen. Forbrugsbidraget, som er den variable del af varmeregningen, falder med 30 kr. fra 680 kr. til 650 kr. Forrige år sænkede Løsning Fjernvarme prisen på en megawatttime (MWh) med 10 kr. – og igen i år går det den rigtige vej. 

En af årsagerne til prisnedsættelsen skal findes i en optimering af Løsning Fjernvarmes varmeproduktion. 

- Vi er blevet bedre til at drifte vores varmepumper og elkedel, og i kombination med flisværket kan Løsning Fjernvarme skifte mellem varmekilderne og give forbrugerne stabile og billige priser, fortæller direktør for LV Forsyningsservice, Esben Iversen. 

Allerede midt på året i 2025 stod det klart, at det økonomisk set gik den rigtige vej, men da Løsning Fjernvarme befinder sig i en projektperiode, hvor tingene kan svinge meget, og hvor der i forvejen er et højt arbejdspres på datterselskabet LV Forsyningsservice med projekter for andre selskaber, noterede man sig fremdriften og afventede. Samtidig er lovgivningen inden for forsyningsområdet blevet endnu mere kompleks - og derfor er der i samarbejde med revisor, bogholder og direktør blevet arbejdet for at sikre, at der ikke er områder, der ikke er afdækkede før, at Løsning Fjernvarme kunne melde en endelig prisnedsættelse ud. 

- Uden at det nu skal blive for teknisk – har vi været inde og analysere på, hvordan vores afskrivninger følger gældsafviklingen. Vi har arbejdet i flere år på at have gennemsigtighed i regnskab og budget og noget af det, som vi fremover kommer til at arbejde med, bliver den kostægte del af økonomien, hvor der endnu er småting at rydde op efter – men den ændring tager vi først til næste budget, fortæller Esben Iversen. 

Hvad betyder den nye varmepris for forbrugerne?

For et standardhus på 125 m2 med et forbrug på 13,4 MWh betyder det en årlig besparelse på 502,5 kr. Udover megawatttimer betaler forbrugeren for effektbidrag, målerleje - og for nogen et Fjernvarme Plus-abonnement. På den variable del af varmeregningen er det et fald på 4,4 % – på det af myndighederne fastsatte standardhus. 

 

Udgivet d. 05-01-2026