Hos Løsning Fjernvarme er det forbrugerne, der bestemmer

29. maj 2020

Hos Løsning Fjernvarme er det forbrugerne, der bestemmer

Du er med til at bestemme over din varme, men kan læne dig tilbage og lade eksperter styre drift og service. Løsning Fjernvarmes DNA bunder i andelsprincippet, som er mere end 100 år gammelt, og derfor har du som forbruger mange fordele ved at være en del af en kollektiv varmeforsyning. Her er 5 grunde til hvorfor.

 

1. Det er nemt!

En fordel er, at en kollektiv varmeforsyning er bekvemt. Det betyder blandt andet, at du som forbruger hos Løsning Fjernvarme ikke står med bøvlet, når fyret står af. Du skal heller ikke drifte et fyr eller andet for at få varme, det strømmer nemlig altid til dig gennem rørene. Der kommer ingen ekstra regninger for service på et fyr, der pludselig ikke virker. Og du kan ringe døgnet rundt alle årets dage, hvis der opstår akutte problemer – også juleaften. Alt i alt slipper du for bøvl og ekstra omkostninger. 

2. Du skal ikke selv være varmespecialist!

Som en del af Løsning Fjernvarme kan du slippe for at tage et selvstudie i opvarmning af din bolig. Vi ansætter medarbejdere til at varetage driften af fjernvarmeværket. Medarbejdere som er eksperter i billig drift, vedligeholdelse og CO2-venlige varmekilder til dig, så du ikke skal bruge tid og energi på det.

3. Du hæfter kun for din del!

Løsning Fjernvarme er et andelsselskab med begrænset ansvar – et A.M.B.A.

Det betyder, at du er en del af et fællesskab, hvor du har begrænset ansvar og dermed kun hæfter for din egen del af fællesinvesteringerne. Samtidig er det oftere også billigere at blive en del at en kollektiv varmeforsyning fremfor selv at etablere gasfyr, pillefyr eller lignende, hvor du selv skal stå for finansiering og drift. Ved fjernvarmen går kommunen ind og garanterer finansieringen, således vi i fællesskab kan etablere varmeværk og rørsystem. Hvis du senere fraflytter din bolig, hæfter du derfor heller ikke for et banklån til et varmeanlæg, du ikke længere har gavn af.

4. Du har indflydelse!

Løsning Fjernvarme er som sagt et forbrugerejet selskab.

I og med, at du er andelshaver i virksomheden, betyder det også, at du har medbestemmelse. Du kan være med til at bestemme, om vi skal have nye varmekilder, hvem der skal sidde i bestyrelsen – og i det hele taget hvilken retning, vi skal gå. Det eneste, du skal gøre, er, at møde op til generalforsamlingerne, hvor de store beslutninger bliver taget.

5. Sikkerhed for, at nye projekter kan betale sig

Før et nyt fjernvarmeprojekt bliver godkendt, skal det først og fremmest overholde varmeforsyningsloven. Herefter skal der regnes positiv økonomi på tre områder. Der skal være god økonomi i det for de nye fjernvarmebrugere, de nuværende forbrugere og samfundet. Det skal kunne betale sig for alle, for at et nyt fjernvarmeprojekt bliver realiseret. Det giver dig en sikkerhed. Hvis et projekt er myndighedsgodkendt, betyder det, at det er en god løsning for dem der er med – og at det selvfølgelig samtidig overholder alle lovkrav.