Stor termokande gør varmen endnu grønnere

Stor termokande gør varmen endnu grønnere

20. januar 2020

Stor termokande gør varmen endnu grønnere

Løsning Fjernvarme har fået en ekstra akkumuleringstank, der både bedrer forsyningssikkerheden og gør energien fra varmeværket grønnere.

En akku-hvad-for-noget? En akkumuleringstank er populært sagt en kæmpestor termokande, der holder på varmen. Den nye af slagsen hos Løsning Fjernvarme er så stor, at der er plads til 1200 kubikmeter varmt vand i den. Det svarer til vandet i et halvt OL-bassin på 50 meter – eller årsforbruget af koldt og varmt vand i mere end otte år for en dansk gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn.

Opmagasinerer overskudsvarmen

Løsning Fjernvarme havde en akkumuleringstank af samme størrelse i forvejen, så nu har de mulighed for at lagre op mod 2400 kubikmeter varmt vand. Det gør energien endnu mere grøn, end den allerede var. Op mod en fjerdedel af varmeværkets energiforbrug kommer af overskudsvarme fra Daka, og da fabrikken er lukket i weekenderne, er lagringen af energien vigtig.

– Fra lørdag aften til mandag aften får vi ikke overskudsvarme fra Daka. Det har vi løst ved at opmagasinere mest muligt varmt vand i akkumuleringstanken og supplere med træflis og naturgas søndag og mandag. Med to tanke slipper vi en del af året for at skulle supplere med træflis, og naturgas kommer endnu sjældnere i spil end førhen, siger driftsleder Esben Legard Iversen fra Løsning Fjernvarme.

Hidtil har varmeværket været nødt til at bruge lidt naturgas mandag morgen for at følge med.

Investering hentes hjem på sparet gasudgift

Akkumuleringstanken blev installeret før jul, og investeringen er på omtrent to millioner kroner. Finansieringen sker over de næste seks år med hjælp fra den reducerede årlige udgift til naturgas og træflis.

Udfasningen af naturgassen er både godt for miljøet og den samlede forsyningssikkerhed til forbrugerne.

– Idet vi bruger mindre naturgas, forbedrer det også forsyningssikkerheden, fordi vi jo ikke slider på gaskedlerne, når de ikke bruges så ofte. Det betyder, at de virker mere optimalt, hvis vi i en nødsituation skal bruge dem, siger Esben Legard Iversen.

Han regner dog med, at den CO2-neutrale træflis i langt de fleste tilfælde dækker behovet, når energien i begge akkumuleringstanke er opbrugt.

– Naturgas er den eneste fossile energikilde, vi bruger, og udgjorde i forvejen kun omkring fem procent af vores energiforbrug. Men nu kommer vi endnu længere ned. Det kræver lidt mere at hente grønne gevinster, når forbruget af fossilt brændsel i forvejen er så langt nede. Men da vi efterstræber at levere CO2-neutral varme til forbrugerne, tager vi de nødvendige skridt, siger Esben Legard Iversen.      

//