Ny stor varmepumpe til gavn for dig og miljøet

12. juni 2023

Ny stor varmepumpe til gavn for dig og miljøet

I takt med at der kommer flere og flere tilmeldinger til fjernvarme i Løsning, udvider vi produktionen med en luft til vand-varmepumpe. Det er både en grønnere og bedre løsning, og den kommer således til gavn for både dig som forbruger og miljø.

Det er væltet ind med nye tilmeldinger til Løsning Fjernvarme. Fra Øster Snede, Kragelund og Lindved i øst over industrikvarteret langs Lundagervej i Løsning til Juelsminde i vest. Også Stjernevejen i Løsning har efter mange års tilløb ligeledes taget springet mod den grønne omstilling.

Krigen i Ukraine og klimaforandringer har skubbet på udviklingen. Den russiske gas er blevet alt for dyr, og som vores danske gas er den heller ikke særlig bæredygtig. Derfor vil den danske regering (og helt almindelige forbrugere) gerne i gang med at udfase gassen. Planen på landsplan er, at 400.000 danske hjem skal væk fra naturgas, og der skal skrues op for udrulningen af fjernvarme.

”Det kan vi mærke i Løsning, og vi er godt på vej med at gå fra den prisustabile, miljøbelastende gas til CO2-venlige alternativer, og samtidig udvide produktionen af varmen, så vi kan følge med den store tilmelding fra nye områder og husstande,” fortæller driftschef Esben Iversen.

Ny stor luft til vand-varmepumpe

Som følge af at værket i Løsning skal sende varme til mange nye husstande, er det nødvendigt at producere endnu mere varme – og her kan den nuværende produktion ikke følge med, hvis vi skal være grønne.

I 2016 kom værket på Lundagervej til. Da værket fyrer med flis (også kaldet biomasse), var det allerede dengang et skridt i en grønnere retning sammenlignet med det oprindelige værk på Fasanvej, som siden 1963 har fyret med olie og gas.

Men Løsning Fjernvarme skal helt væk fra gas. Så nu kommer endnu en knopskydning: En luft til vand-varmepumpe på Hjulmagervej, som senest åbner i marts 2024. Den er eldrevet og bruger varm luft til at varme vand op. Den ligger klos op ad en transformerstation i industrikvarteret, så den kan blive drevet af så stærk og billig strøm som muligt.

”Det bliver fantastisk, når vi kan begynde at bruge den nye varmepumpe. For så kan vi købe grøn strøm til at varme vandet op med. Det bliver ikke helt CO2-neutralt, men tæt på. Så kan vi begynde at udfase gassen helt,” siger Esben Iversen.

Sådan ser der ud på grunden på Hjulmagervej, hvor vi er i gang med at bygge den nye luft til vand-varmepumpe.

Drømmer om en elkedel

Målet med de nye knopskydninger er også at få etableret flere kilder til at producere varme med. Esben Iversen forklarer, at de fjernvarmeværker i Danmark, der klarer sig bedst, har flere forskellige produktionsformer. For så kan de skiftevis tænde for dem, der er billigst her og nu, og slukke for dem, der er for dyre. Så når elpriserne eksempelvis er lave om natten, så kører varmepumpen, mens biomassefyret holder en pause.

Hos Løsning Fjernvarme overvejer de desuden på sigt at investere i en stor elkedel, hvor de kan udnytte grøn strøm og lagre varmt vand. Men alt ændrer sig så hurtigt i øjeblikket, at de ikke kan vide sig sikker på, hvad fremtiden bringer.

Esben Iversen forklarer:

”Vi må ikke belaste nuværende forbrugere med kommende forbrugeres tilkobling. Det står i loven. Så når vi i 2026/2027 igen skal udvide, vælger vi den løsning, som er bedst og billigst på det tidspunkt, alternativt skal Elkedlen være spids og reservelast – men der skal vi så være sikre på det er det billigste alternativ.”

Billig grøn energi til gavn for alle

”Økonomisk betyder udvidelsen faktisk, at vi kan holde stabile priser. Vi får meget bedre muligheder for at levere varme til fornuftige priser, fordi vi kan veksle mellem varmekilder og fyre op under varmepumpen, når strømmen er billig. Det er helt i fjernvarmeprincippets ånd,” uddyber Esben Legard Iversen.

Fjernvarmeproduktion kører efter ’hvile-i-sig-selv-princippet’, der beskriver, at ingen skal tjene penge på produktionen. Regnskabet skal gå i nul, og alle fjernvarmeselskab skal sørge for at skaffe den billigst mulige energi til jer forbrugere.

Så når du tænder for varmen igen til efteråret, kan du tænke på, at det gavner os alle at udvide værket. Sådan kan vi få flere og grønnere varmekilder og sørge for stabile, lave priser.